Klassisk indendørs fodbold vs. futsal

Klassisk indendørs fodbold vs. futsal

Klassisk indendørs fodbold vs. futsal
Hvad er egentlig bedst? Klassisk indendørs fodbold vs. futsal? Det vil jeg forsøge at diskutere frem og tilbage i dette indlæg, hvor jeg også forsøger at komme frem til en konklusion – efter min personlige mening.

Klassisk indendørs fodbold
Lad os starte med at kigge på klassisk indendørs fodbold. Hvad er det egentlig?

Ved klassisk indendørs fodbold forstås et indendørs fodboldspil, hvor der bruges bander rundt om hele fodboldbanen, som er på størrelse med en håndboldbane. Man spiller med en mand over midten, så det angribene hold altid er i overtal. Derudover er der ikke nær så meget fokus på målmanden, da man sådan set spiller med ’bagerste mand’.

Det har altid været et hit for specielt de unge spillere, når de skulle til at spille indendørs fodbold med bander. Spillerne elsker det simpelthen. Her taler jeg af erfaring, da jeg personligt altid selv har spillet klassisk indendørs fodbold (man kommer vel fra Jylland).

Banderne hjælper til at man kan spille et-to uden om en modspiller, uden at have en medspiller tæt ved sig, og overtalsspillet gør, at man opnår mange afslutninger. Derudover er der ikke nær så mange spilstop pga. af banderne – men når først bolden er skudt over banderne, kan det godt tage ekstra lang tid at hente den igen. Det er et lille minus.

Der stilles store krav til spillernes tekniske færdigheder, og spillet kommer til at ’flyde’ godt netop pga. banderne, som sørger for at holde bolden i spil.

Futsal
I et af mine tidligere indlæg kan du læse mere om hvad futsal egentlig er, men grundlæggende er spillet identisk med klassisk indendørs fodbold. De største forskelle fra klassisk indendørs fodbold til futsal er, at der ingen bander er med, man har en fast målmand, og så må spillerne være mere fysiske.

Spillet er grundlæggende mere taktisk præget, og spillerne skal have en bredere spilforståelse, for at kunne mestre futsal. Omvendt kan man også sige, at spillerne opnår en bedre spilforståelse, når de spiller futsal, da der ikke behøver at være en mand over midten hele tiden. Det betyder altså at angrebene bliver mere gennemspillet, og der skal tænkes mere over bevægelse og positionering.

Hvis vi skal tænke på, hvad der er bedst for spillerne at spille, hvis de skal overføre spillet fra indendørs til udendørs, så skal de helt klart spille futsal. Det kan ikke diskuteres, da der ikke er nogle bander, hver kamp er længere, og det er mere taktisk præget. Nogle vil dog argumentere for, at spillet ikke er nær så flydende som i klassisk indendørs fodbold. Men i futsal skal spillet igangsættes indenfor 4 sekunder igen, når bolden er ude over sidelinjen, så det er ikke et så stort problem.

Hvad er så bedst?
Jeg ved ikke, om du kan fornemme min personlige mening ud fra det ovenstående? Jeg er helt klart fortaler for futsal, da jeg mener, at spillerne bedst kan viderføre det til det udendørs spil, som jo er vores største prioritet i Danmark.

Det kan godt være, at futsal har svært ved at vinde indpas i den jyllandske fodboldkultur, men det hele starter jo hos trænerne. Så hvis du er træner, og skal vælge mellem klassisk indendørs fodbold og futsal, så skal du lige tænke dig en ekstra gang om, og lægge dine personlige holdninger væk for en stund. Du skal nemlig tænke over, hvordan dine spillere udvikler sig bedst!

Hvis du stadig mener at den klassiske indendørs fodbold er bedst, så skal du selvfølgelig vælge den! Det er et fantastisk spil, som alle spillere elsker og har det sjovt med, og det er jo det vigtigste!

DBU har dog valgt at tage en beslutning om at det er futsal, som de foretrækker. Derfor er de i gang med at markedsføre denne spilform i hele Danmark. Den er nemlig ret ukendt, men jeg håber den har vundet indpas om 10 år… Lad os se til den tid!

Hvis du har nogle bemærkninger til dette indlæg, skal du bare sende mig en mail! God træning.


Visit-kort-Kristoffer Krüger

Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin
Email this to someone
email

Del så andre også kan få glæde af fodboldtraeningen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*