sjov træningsøvelse til spilforståelse

Sjov træningsøvelse til spilforståelse

Jeg vil i dette indlæg skrive om en mere alsidig sjov træningsøvelse til spilforståelse. Den træningsøvelse jeg skriver om, har jeg aldrig set blive spillet på dansk grund, men jeg skal selvfølgelig ikke afvise, at du kender træningsøvelsen.

Træningsøvelsen hedder ”Chairball”, og jeg opdagede den under mit ophold i Thailand december 2014, hvor jeg var så heldig, at få lov til være med i en kamp foran 500 thai-skolebørn. Jeg fandt chairball-spillet utrolig sjovt, og tænkte med det samme, at den skulle offentliggøres på fodboldtraeningen.dk. Du kan se et billede fra min oplevelse nedenfor.

Sjov træningsøvelse til spilforståelse

Chairball er en form for udvidet basketball, hvor kurven bliver holdt af en spiller, der står ovenpå en stol. Spilleren kan samtidig frit bevæge sig, som stolen selvfølgelig tillader, og kan derfor bevæge kurven så det er lettere at score for medspillerne.

I det følgende vil jeg forklare lidt om reglerne (som jeg har opfattet dem), og du kan frit ændre på dem hvis du har lyst. Chairball skal nemlig spilles for at opnå en bedre spilforståelse, og derfor er én af de vigtigste grundregler, at spillerne ikke må bevæge sig så snart de har bolden i hænderne. Så snart de har bolden skal fødderne altså være placeret solidt på jorden (så vidt muligt), og det er kun overkroppen der må bevæges. For at kunne aflevere bolden på den bedst mulige måde, skal medspillerne hele tiden løbe i nye positioner. Der skal altså løbes en masse, så snart man ikke har bolden. Man må ikke slå bolden ned i jorden når man har den, så her afviger chairball en del fra basketball.

Der spilles med 5-6 spillere på hvert hold, hvor der skal bruges 1 spiller til at holde kurven ovenpå stolen, og derudover skal der bruges en stationær spiller, som beskytter eget mål ved at stå nede foran stolen, og hoppe op og skubbe bolde væk der bliver kastet mod kurven. Altså en såkaldt målmand. Denne målmand hjælper til at det er sværere at score, og at man skal skyde forholdsvist højt, for at målmanden ikke kan skubbe bolden væk fra kurven.

Modspillerne dækker op ved at bruge arme og ben, men uden at bruge fysisk kontakt.

Se en skitse af træningsøvelsen nedenfor, som for resten både kan spilles indendørs og udendørs.

Sjov træningsøvelse til spilforståelse

Man kan gøre øvelsen mere kompliceret ved at tilføje flere regler. Dette kune fx være at man ikke må holde bolden mere end 3 sekunder, eller at man fx ikke må spille tilbage til en medspiller, men udelukkende frem ad på banen. Jo mere bevægelse, des bedre.

Hvis du har nogle spørgsmål omkring spillet, eller omkring mit ophold i Thailand, så skriv endelig til mig.

Se en lille video af chairball-spillet nedenfor.

 


Visit-kort-Kristoffer Krüger

Share on Facebook
Facebook
Tweet about this on Twitter
Twitter
Share on LinkedIn
Linkedin
Email this to someone
email

Del så andre også kan få glæde af fodboldtraeningen.dk